Dufte er kunst!
15. januar 2011
 
 
Museum of Art and Design i New York anerkender nu duft som en kunstart med udstillingen “Art of Scent” i november 2011.
 
Museum of Art and Design hævder at være det første museum nogensinde, der afholder en kunstudstilling, hvor parfume præsenteres som kunst. Udstillingen ledes af Chandler Burr, den kendte duftkritiker fra The New York Times.
 
Udstillingen vil udforske ti dufte, og forstøvermaskiner vil pumpe resultaterne ud i luften på udstillingen.
 
Ifølge museet vil ”Art of Scent”-udstillingen vise højdepunkterne i duft-historien startende sidst i det 19. århundrede og op til i dag.
 
”På Muserum of Art and Design prøver vi altid at rykke ved grænserne og stiller spørgsmålstegn ved kunstens hierarkier ved at udforske materialerne og processerne bag banebrydende arbejde”, siger Holly Hotchner fra Museum of Art and Design. ”Der har ikke været den samme udforskning eller anerkendelse af olfaktorisk kunst, som der har været af kunst, der stimulerer de andre fire sanser.”
 
I forbindelse med udstillingen The Art of Scent 1889-2011 udgives et farverigt katalog med historier skrevet af Chandler Burr. Bogen beskriver omkring 100 udvalgte parfumer gennem tiden.
 
Læs mere om udstillingen på www.madmuseum.org.