Forbedring i detailsalget
Af: Nina H. Kluge
 
11. januar 2012
 
Tilmelding til nyhedsbrev
 
Forbrugertilliden er i krise, men privatforbruget er i bedring.
 
Forbrugertilliden er røget ned på et finanskriseniveau, og det presser normalt forbruget i bakgear. Men sådan går det ikke i øjeblikket. Faktisk omvendt.
 
For mens forbrugertilliden igennem flere måneder stædigt holder fast i en kedelig krisekurs, er privatforbruget i bedring. Det viser en opgørelse fra Nykredit, der har kortlagt udviklingen i dansk økonomi fra tredje til fjerde kvartal i 2011.
 
Stigning i tillidsnedtur
Opgørelsen viser, at detailsalget, der faldt med 1,3% i tredje kvartal 2011, kun faldt med 0,1% i fjerde kvartal. En positiv udvikling.
 
Samtidig er dankortomsætningen steget flot. Den faldt med bekymrende 1,9% i tredje kvartal, men er kommet godt igen og slutter ifølge Nykredit året af med en stigning på 3,3%.
 
Også bilsalget har været i bedring fra et fald i tredje kvartal på 2,4% til et fald i fjerde kvartal på kun 0,2%.
 
Det er en positiv forbrugsudvikling, der paradoksalt nok er gået hånd i hånd med en støt faldende forbrugertillid.
 
Forbrugerne var nemlig allerede negative i tredje kvartal 2011, hvor tilliden faldt til minus 4,7. Men i takt med fremgangen i forbruget i fjerde kvartal, har tilliden nået en indeksværdi på minus 6,3. Vi skal helt tilbage til 2009 for at finde lignende niveauer, der isoleret er bekymrende for forbruget.
 
Men hvis udviklingen fortsætter over de kommende måneder, bør vi ikke være bekymrede for det forbrug, der er så vigtigt for genopretningen af økonomien, skriver borsen.dk i dag.
 

 
Kilde: borsen.dk