Dommerpanelets begrundelser for, hvorfor de vandt
Der ligger mange møder, mails og telefonsamtaler, heftige diskussioner, forhandlinger og voteringer bag, før dommerne i Danish Beauty Award bliver enige om, hvem der er de værdige vindere af de prestigefyldte DBA-priser. Vi bringer her en oversigt over dommernes begrundelser for, hvorfor netop disse skønhedsprodukter var vinderne af Danish Beauty Award 2010:
Årets Kropsplejeprodukt – Populær
Om vinderen lyder det således fra dommerne:
Med en duftpersonlighed, der aldrig bliver overdøvende, leverer vinderen en ren fornemmelse uden at strippe huden for fedtstoffer. På bedste all-family manér gør det oliebløde indhold sig godt på både store og små kroppe.
Vinderen er LIPIKAR Douche- og badeolie fra La Roche-Posay.
Prisen blev overrakt af Szhirley og Maria Lucia.
Årets Kropsplejeprodukt – Luksus
Dommerne siger således om vinderproduktet:
Når det gælder en af kroppens mest ihærdige sladrehanke, så er vinderen i stand til at dulme, forny og bløde op for en ofte hårdhændet virkelighed. Med hjælp fra økologiske stikkelsbær, sojabønner og kamille er der silkemat beskyttelse i vente.
Vinderen er Purely Age Defying Hand Treatment fra Jurlique.
Prisen blev overrakt af Jarl Friis-Mikkelsen og Mille Dinesen.
Årets Makeupprodukt – Populær
Om vinderen siger dommerpanelet:
Blikfang er blandt årets mest markante beauty-tendenser, og vinderen gør det ypperligt, når blank, mættet farve kombineres med evnen til at forlænge det – eller skal vi sige dem – som de fleste kvinder ikke kan få lange nok. Og nej, der er ikke tale om sidste nyt fra Christian Louboutin, men næsten.
Vinderen er Lash Stiletto Mascara fra Maybelline.
Prisen blev overrakt af Bazar v/Katrine Memborg og Line Munkholm.
Årets Makeupprodukt – Ansigt / Luksus
Om vinderenlyder det således fra dommerne:
Makeup-artister er vilde med den. Det samme er huden. For hvad er bedre end det, der føles og syner af et nyt lag hud – bare i forbedret udgave? Udover den ypperste teint fås den cremede smøre i alle nuancer.
Vinderen er Studio Sculpt SPF 15 Foundation fra M.A.C.
Prisen blev overrakt af Anne Staunsager og Caroline Corinth.
Årets Makeupprodukt – Dekorativ / Luksus
Om vinderproduktet siger dommerne:
Vi jagter hudpleje-fordele – også i makeup. Vinderen har sørget for at forene plejende ingredienser med multianvendelig farverig forfriskning til ansigtet – uanset om det gælder kinder, øjne eller læber. Et handy og taskevenligt produkt med stor effekt.
Vinderen er Ceramide Creme Blush fra Elizabeth Arden.
Prisen blev overrakt af Søren Hedegaard og grevinde Cath Alexandrine Danneskiold Samsøe.
Årets Hårprodukt – Luksus/Populær
Dommerne siger således om vinderen:
Skønhed kommer indefra. I tilfældet her fra en emballage, der ikke gør meget væsen ud af sig, men hvis indhold bare leverer varen – på ganske få minutter. Udover bløde lokker, beriget med en vanedannende, renskuret duft, er håret sikret antiflyvsk modstand og en pæn portion glans – og glade statements som I'm no angel, but I have the hair of one…
Vinderen er 3 Minute Miracle Reconstructor fra Aussie.
Prisen blev overrakt af Christiane Schaumburg-Müller.
Årets Hårprodukt – Salon/klinik/spa
Om vinderenlyder det således fra dommerne:
Her er produktet, der har ramt os som en skønhedsfeber. For med sine gyldne dråber kan indholdet puste nyt liv i tørstige og trætte lokker. Juryen har stornydt resultatet af et blankt og spændstigt hår.
Og vinderen er Essence Absolue Nourishing Protective Oil fra Shu Uemura Art of Hair.
Prisen blev overrakt af Jacqueline Friis-Mikkelsen.

Årets Stylingprodukt
Om vinderensiger dommerpanelet:
På tværs af køn og alder lyder førstehåndsindtrykket oftest som et langt ahhhh, når det gælder duft og et endnu længere, når konsistensen mærkes. Som elastisk hår-assistance der både kaster struktur og et silkemat skær af sig, bliver det ikke bedre.
Vinderen er Microweb Fiber fra Sebastian.
Prisen blev overrakt af Anna David og Bryan Rice.
Årets Nye Brand
Dommerne siger således om vinderen:
Vi har ventet på vinderen her, som med autenticitet og historik går rent ind. For med sine farmaceutiske rødder blandet med naturens hjælpere er der tale om et skønheds-DNA, der samtidig praktiserer no fuzz, enkelhed og tilgængelighed – uden på noget tidspunkt at miste sin coolness. Der er kun et at sige: Velkommen.
Vinderen er Korres.
Prisen blev overrakt af ELLE v/Cecilie Christiansen og Anne P.
Årets Design
Om vinderen siger dommerne således:
Pyt med funktionelt design og gadget-lir, når bare et vinderprodukt kan se sådan her ud. Vinderen duperede juryen allerede ved udpakningen – og senere ved at indtage en særlig plads som en miniskulptur på badeværelset. Her er tale om en smuk og farverig drama darling.
Vinderen er Marc Jacobs Lola.
Prisen blev overrakt af Niels Mikkelsen og Lene Borggaard.
Årets Nichepris
Om vinderen siger dommerne således:
Hvem drømmer ikke om den ultimative smøre? Den, som på naturlig vis både kan balsamere sjælen og samtidig på multitaskende vis hele læber, blødgøre tørre albuer, erstatte bodylotion og samle flyvske hårspidser.
Vinderen er Calm Balm 02 fra Karmameju.
Prisen blev overrakt af Dicte og Lisbeth Østergaard.
Årets Produkt – Luksus
Dommerpanelet har sat følgende ord på vinderen af Årets Produkt - Luksus:
Vinderen er leveringsdygtig i smuk, sund glød. Ikke bare til ansigtet, men til hele kroppen – fra én og samme flaske, der oveni gør sig godt på hylden i badeværelset. Et luksusprodukt, der har duperet juryen i både konsistens, duft og virkning.
Vinderen er Re-Nutriv Sun Supreme Self-Tan Lotion for Face and Body fra Estée Lauder.
Prisen blev overrakt af Jytte Møller.
Årets Herreprodukt
Om vinderen siger dommerne således:
Her er et produkt, der måske ikke emmer af rå maskulinitet, men som med sin enkle funktion og særdeles rare indhold inspirerer mænd landet over til en daglig, velgørende plejerutine. Så kan de lære det…
Vinderen er Cleansing Foam fra Tromborg.
Prisen blev overrakt af Eva Kruse og Ole Yde.
Årets Plejeprodukt – Salon/klinik/spa
Om vinderen lyder det således fra dommerne:
Hvem vil ikke gerne have en creme, der kan udrette flere ting på én gang? Vinderen formår at kombinere hele fire forskellige plejende egenskaber, og som en ekstra bonus, har den en ultimativ smørblød konsistens.
Vinderen er Delicate Skin Soothing Face, Eye & Neck Care fra Amazing Space.
Prisen blev overrakt af Camilla Gohs Miehe-Renard.
Årets Hudplejeprodukt – Populær
Om vinderen lyder det således fra dommerne:
Her er et vinderprodukt med kultpotentiale. Den fløjlscremede konsistens giver lige præcis det gode underlag, den righoldige fugt og det synlige løft, som uden tvivl vil rygtes – ikke bare i Danmark, men verden over.
Vinderen er Expert Lift, Day Care fra Nivea Visage.
Prisen blev overrakt af Neel Rønholt og Julie R. Ølgaard.
Årets hudplejeprodukt – Luksus
Om vinderen siger dommerne:
Her er intet mindre end drømmen om en creme. En creme, der ikke bare nærmer sig det ultimative, men også beviser sit værd ved at have højt til loftet, når det gælder den allervildeste – og allerdyreste – teknologi. Det er med tilbageholdt åndedræt, at juryen udråber vinderen af denne pris.
Vinderen er Cellular Cream Platinum Rare fra La Prairie.
Prisen blev overrakt af Femina v/Camilla Kjems og Vibeke Nielsen.
Årets Innovation
Om vinderenlyder det således fra dommerne:
Ud fra et stærkt innovativt felt fangede dette produkt vores blikke. Her var nemlig et produkt, der lovede et naturligt resultat uden heftig behandling, kemi eller kirurgi. Og resultatet udeblev ikke, men blev kun længere og længere …
Vinderen er NeuLash Active Eyelash Technology.
Prisen blev overrakt af Hans Hornemann.
Årets Herreduft
Om vinderenlyder det således fra dommerne:
Her er duften, der vil mere. Ikke bare dufte lækkert, men også dufte af en masse uden at være for meget - for det er den bestemt ikke. Derimod finder vi her en sexet, mørk herreduft med masser af mod og overskud.
Vinderen er YSL La Nuit de L'Homme, Yves Saint Laurent.
Prisen blev overrakt af Karen Rosenberg og Noam Halby.
Årets Dameduft – Populær
Om vinderensiger dommerne:
Det var det flirtende ved duften, der besnærede juryens medlemmer – den lette, enkle blomsterkomposition, der passer fortrinligt til årstiden lige nu. En god duft med format, der harmonerer med duftens andre familiemedlemmer.
Vinderen er DKNY Be Delicious Fresh Blossom.
Prisen blev overrakt af Lisa Lents og Lasse Spangenberg.
Årets Dameduft – luksus
Dommerpanelet siger således om vinderduften:
I en kategori domineret af dramatiske divadufte, formåede denne duft at vække opsigt med sin mere nedtonede elegance og skabte sit eget lille drama ved at være klassens populæreste. En fin og florlet duftkomposition, der forsyner bæreren med indtryk fra et forårskådt Paris.
Vinderen er Miss Dior Cherie L'eau fra Parfums Christian Dior.
Prisen blev overrakt af IN v/Camilla Lindemann og Silke Grane.
Årets Danske Produkt
Om vinderen siger dommerpanelet således:
Det rygtedes hurtigt blandt jurymedlemmerne, at der var tale om et bemærkelsesværdigt produkt. Med unik skin feel efter devisen one fits all, er dette et produkt, som nærer uden at tynge, giver en øjeblikkelig effekt og som oven i købet er naturligt som det mest selvfølgelige. Og som kronen på værket er det dansk…
Vinderen er Renewal fra Sprunk-Jansen.
Prisen blev overrakt af Pia Allerslev.
Årets Grønne Produkt
Om vinderproduktet siger dommerne således:
Vinderindholdet er essensen af hele serien, hvor grundideen er at slå bro mellem konsekvent økologi og luksusprodukter. Og dette produkt kan i den grad måle sig med resten. Vi glæder os til fortsættelsen.
Vinderen er Açai Anti-Ageing Facial Oil fra Rudolph Care.
Prisen blev overrakt af Ibi Støvring.
Årets Produkt – Populær
Dommerpanelet siger således om vinderen:
Det var som gik der et lys op for de fleste, da dette produkt kom på banen. ‘Det oplagte valg' sagde nogle, mens andre sagde ‘den bedste af slagsen!' Vinderen giver dig et dramatisk resultat, på vippen til det kunstige, men med den rette naturlige effekt.
Vinderen er False Lash Effect Mascara fra Max Factor.
Prisen blev overrakt af Inez Gavilanes og Kia Liv Fischer.
Årets Klassiker
Om vinderen siger dommerne således:
Vinderen er sublim forening af klassisk og nyt og kan det, som Madonna kan. Ikke synge dog, men
genopfinde sig selv gang på gang. Der er tale om en helt unik evne til at forudsige præcis den farve, som hitter sæson efter sæson, og som kvinder verden over vil rejse langt for at sætte kløerne i.
Vinderen er Chanel Le Vernis Nail Colour.
Prrisen blev overrakt af Emilia van Hauen.
Danish Beauty Award's Ærespris
Dommerne siger om vinderen:
Årets modtager af Æresprisen går til en person, der ikke bare er gennemprofessionel, men også et helt igennem vidunderligt menneske med en unik personlighed. Sådan en, man altid har lyst til at drikke et glas rødvin sammen med. En, man gerne vil have som ven.
Dette års modtager formår at bringe humor ind i sit arbejde, der udspiller sig på nogle af landets største og mest imponerende scener, hvilket fremkalder respekt og beundring fra os andre. Vedkommende er en stor inspiration for andre i faget, en læremester, der ikke er bleg for at lære fra sig og et menneske med den rette ånd og ikke mindst med hjertet på helt rette sted, og som har fortryllet og betaget en nærmest småforelsket jury.
Det er med stolthed, at et enigt og snu dommerpanel hylder dette års modtager af Æresprisen, som ikke selv har nogen anelse om, at netop han er modtager af prisen.
Vinderen af Æresprisen er Søren Hedegaard.
Prisen blev overrakt af Ellen Hillingsø og Peter Frödin.

Årets Forbrugerpris
Forbrugerne har stemt pr. sms, men dommerne har også sat ord på vinderen:
Det her er intet mindre end en powercocktail til huden. Spækket med alskens hudelskende og eksotiske ingredienser fra hele verden, labber din hud righoldig fugt i sig og giver den en ny og synlig udstråling. Og netop det – at huden bliver så synligt oplivet og frisk – er produktets allerstørste force – og helt sikker grunden til, at denne smøre er en publikums-darling. Ligesom ophavsmanden selv.
Vinderen er Ole Henriksen Feel the Difference Mask.
Prisen blev overrakt af Pernille Aalund.
Se også billeder fra festen her.