Tips til pasning af dine negle
29. september 2011
 
Tilmelding til nyhedsbrev
 
Neglene knækker, flækker, er bløde, sprøde eller misfarvede. Negle kan være genstand for mange genvordigheder, og vi videregiver her nogle tips fra negleekspertmærket Sally Hansen.
 
 
Reparér en flækket negl!
Er neglen flækket helt ned i selve neglepladen, er det smertefuldt. Klip et lille stykke af et tefilter. Kom et lag underlak på neglen, læg det lille stykke filterpapir over revnen, mens lakken stadig er våd. Lad det tørre. Slut af med et lag overlak for at forsegle reparationen.
 
 
Slip af med misfarvninger!
Er neglene blevet misfarvede af stærkt farvede lakker, så prøv denne kur: Tilsæt lidt brintoverilte til en skål med vand og sæt neglene i blød i 10 minutter. Det vil afblege misfarvningerne uden at skade neglene. Hjælper det ikke, så brug lidt whitening tandpasta på en neglebørste og skrub neglene grundigt. Det skulle løse problemet. Og husk så altid at bruge underlak under farvet neglelak for at undgå misfarvning.
Tip: Sally Hansens Insta Brite Nail Whitener får optisk neglene til at se hvidere ud.
 
 
Reparér afskalninger
Hvis lakken skaller lidt, så kan det sagtens repareres. Dyp hele neglen i neglelakfjerner og glat forsigtigt ud med en finger. Slut af med et lag overlak.
 
 
 
4 trin til flot og holdbar neglelak
 
1. Før du går i gang med at lægge lak på dine negle, så sørg for, at de er helt rene og affedtede ved at tørre dem med en vatrondel med neglelakfjerner på.
 
2. Brug underlak, det får lakken til at hæfte bedre og beskytter samtidig neglen.
 
3. Læg farve på i 2 tynde lag og lad første lag tørre, inden du lægger næste lag på.
 
4. Forsegl lakken med en overlak. Hvis du har travlt med at få lakken til at tørre, så brug eventuelt en "drip dry" forsegler, som får lakken til at tørre straks.