Nye teknologier til skabelse af dufte betyder, at planter ikke skal høstes for, at dufte kan skabes – det er skånsomt for både miljø og planteliv.
Dufte skabes i næsten alle tilfælde med udgangspunkt i blomster og planter – det er jo nu engang også derfra, duftolierne i tidernes morgen kom. Men først i 1900-tallet skete der noget nyt: man begyndte at kunne lave – og dermed også bruge – syntetiske noter. Det var noget af en revolution, da Chanel med No. 5 introducerede brugen af syntetiske aldehyder. Det åbnede for helt nye muligheder, som flittigt er blevet udforsket og udnyttet op gennem resten af århundredet og videre i dag – i en grad, så de syntetiske dufte nu ofte ligefrem spiller hovedrollen. Men lige nu ser vi en helt ny brug af naturen.
Ny teknologi skåner naturen 
Lauder-koncernen har gennem et stykke tid benyttet den såkaldte NaturePrint-teknologi, der er udviklet af dufthuset Firmenich. Karyn Khoury, der er Senior Vice President for Corporate Fragrance Development Worldwide hos Estée Lauder, fortæller: ”Ved hjælp af et særligt glasfibermateriale kan man indfange komponenterne i det materiale, man ønsker at analysere (fx en frugt eller en blomst). Fiberen transporteres så til laboratoriet, hvor duftkomponenterne analyseres, identificeres og kvantificeres. Ud fra denne analyse kan parfumøren genskabe den naturlige duft. Visse af disse NaturePrint-dufte har Estée Lauder i dag eksklusivaftale på”. Planten eller materialet skal ikke høstes for, at materialet kan indsamles – skånsomt for miljø og planteliv.
Duftfirmaet Givaudan har sat et program i gang, de kalder Scent Trek. Deres kemikere rejser jorden rundt for i dybe jungler og fjerne egne at finde sjældne planter, som ikke før har været benyttet til duftfremstilling. Til formålet har de udviklet en headspace-teknologi, der går ud på – lidt som Lauder's NaturePrint – at kunne ”kopiere” duften på stedet og bevare den, så den senere kan efterskabes i laboratoriet. Men her registreres plantens eller blomstens duft, som den fremstår i dens naturlige omgivelser, hvor klima og økologiske vilkår kan bidrage til det unikke duftudtryk. Igen sker alt, uden at planten eller blomsten høstes. En måde at tilbyde helt nye duftnoter på… uden at true sjældne arter det mindste. Givaudan understreger, at man ikke ser dette som en erstatning for de essentielle olier, der hidtil har været brugt til duftfremstilling – det er udelukkende en metode til at udvide paletten af duftnoter, som deres ”næser” har til rådighed. Allerede nu har man på denne måde skabt omkring 550 nye dufte. (I øvrigt har det store dufthus IFF også deres egen headspace-teknologi, kaldet Living Headspacy Technology).
Også i Thierry Muglers duft Womanity ser vi en ny teknologi. Før kunne man kun analysere og genskabe et lugtstofs flygtige komponenter - “topnote-molekyler”. Men firmaet Mane har patenteret en ekstraheringsmetode, der gør det muligt at genskabe ethvert givent materiales aromatiske substans. Metoden hedder molekylær destillation: det materiale, hvis duft man ønsker at genskabe, nedsænkes i flydende gas (en hemmelig gasform, lugtfri og miljøsikker), der vil trænge ind i råmaterialets hjerte og udtrække de aromatiske molekyler uden at ændre eller fordreje duften. Når den flydende gas vender tilbage til sin normale form, bliver nogle få milligram rent ekstrakt af den oprindelige substans' aromatiske molekyler tilbage. De kan så genskabes præcist af parfumøren ved hjælp af en spektrogram-analyse, så det på den måde bliver muligt at frembringe helt nye råmaterialer – i Womanity udtrykt med ”kolliderende essenser” af blandt andet salt, figen og kaviar.