I 1977 lancerede Yves Saint Laurent sin meget omtalte duft Opium. Yves Saint Laurent havde længe været interesseret i Orienten og følte sig draget af dens kultur – mystikken, sensualiteten og varmen.
Duften blev en øjeblikkelig succes, ikke bare på grund af sin usædvanlige sammensætning – kraftfulde urteaccenter og lidt sødere noter som mandarin, jasmin og vanilje – men også på grund af sit provokerende navn. I USA var reaktionen kraftig, og det var først og fremmest en gruppe kinesiske amerikanere, som krævede, at Yves Saint Laurent skulle ændre navnet på duften og komme med en offentlig undskyldning. Man syntes, at Yves Saint Laurent var ufølsom over for de tragedier, som stoffets destruktive effekt havde skabt i Kina.
På trods af nogen modstand blev Opium en stor succes. Det provokerende koncept tiltalte folk, og duften blev et symbol for sin tid – en unik blanding af glamour og punk, hvilket kendetegnede slutningen af 70'erne og begyndelsen af 80'erne. Det var en tid præget af stærke farver og rebelske unge, en seksuelt åben generation inspireret af David Bowie og Led Zeppelin. Ansigtet bag Opiums kampagne var modellen Jerry Hall, og billedteksten lød: Opium for women who give themselves to Yves Saint Laurent.